Det Forsvundne Ørige

Lolland, Falster og også Nakskov Fjord oplevede den 13. november 1872 danmarkshistoriens største naturkatastrofe. I daglig tale kaldes det bare stormfloden. Vandstanden nåede på sidst højeste en gennemsnitshøjde på 3,5 meter over daglig vande ved Sydlollands Kyst. Omkring 80 mennesker druknede på Lolland og Falster, flere tusinde husdyr forsvandt i vandmasserne og over 500 skibe forliste.

Katastrofens omfang fik sat gang i et storstilet digebyggeri og i løbet af få år blev der bygget diger næsten fra Nysted til Albuen. I Nakskov Fjord fortsatte digerne fra ø til ø, hvor øerne  indgik i diget. Især sydsiden af Nakskov Fjord blev ændret totalt. Øerne Ydø, Langø, Bogø, Bondeholm, Store Vejlø, Lille Vejlø, Stensholm, Stensø, Færgelandet, Mellemlandet og Stubbelandet blev for evigt en del af Lolland. Øerne er nævnt som de lå fra vest.

Området kaldes Det Forsvundne Ørige. Det kan være svært at se de gamle øer i landskabet, da mange af disse var ganske lave med flade kyster, men se kortet, hvor de største landeveje og byer er indtegnet, så kan du selv tage på opdagelse i Det Forsvundne Ørige.

Et enkelt dige går på tværs i øriget på Langøvejen. Det er et såkaldt kassedige, hvoraf der findes 6 stykker, der går ind i land, så baglandet opdeles i 5 kasser. Sker der således digebrud et sted, så er det ikke hele baglandet, der oversvømmes, men kun den ene kasse.   

Albuen

Yderst i fjorden ligger den smalle 7, 5 km lange krumodde Albuen. Den skiller Langelandsbæltet fra Nakskov Fjord og giver bølgelæ for fugle, fisk og folk. Odden er ganske lav, skabt af sand og sten, der er ført hertil gennem flere tusinde år.

Albuen et meget specielt område med en flot natur og et kulturmiljø, der vidner om 600 års menneskeaktivitet på dette øde sted.

Strandsøer og de lave volde, kaldet strandengsvolde, vidner om Albuens geologiske dannelse.

Her vokser kun få træer og buske til at give læ, så det kan være lidt af en barsk oplevelse, at besøge stedet, når det blæser, men lyset fra den lave fjord og det dybe bælt byder altid på noget særligt.

Der er masser af fugle og i maj – juni høres på lune og stille aftener eller nogen gange om dagen et kraftigt kor af de sjældne strandtudser.

Når engelskgræsset, den gule snerre eller den hvide røllike blomstrer er der særligt flot. Så farves store partier henholdsvis lyserøde, gule eller hvide. Engelskgræsset blomstrer fra midten til slutningen af maj, i første halvdel af juli ses og duftes den gule snerre og hvis sommeren har været våd kan rølliken opleves i august.

Lave volde og fordybninger i jorden vidner om sildetiden midt i middelalderen, hvor folk fra hele Europa kom til Albuen for at handle og købe salte sild.

Store og små huse bygget inden for de sidste 100 år stammer fra en tid, hvor mange mennesker flyttede til Albuen. Her ses fiskerhuse, lodshus, fyrtårn, skole og kystudkig. I første halvdel af forrige århundrede var der rigtig liv på Albuen.

Fiskerne fangede masser af fisk hjulpet af fiskerkonerne, som satte orm på krogene og sørgede for børn, tøj, mad og hus.

Lodserne havde travle dage med at sørge for at skibene kom ad den snoede sejlrende frem og tilbage til Nakskov.

Børnene gik i den lille Albue skole, hvor lærerinden lærte dem at skrive smukt og lægge tal sammen.

Fiskere og lodser passede fyret og havde bijob som vagtmænd i Kystudkiggen og nedskrev passerede skibe og årets første lærke i protokollen.

Når det stormede og skibe gik på grund rykkede Albue Bjærgelaug ud for at redde besætning, skib og ladning.

Albuen har gjort sig fortjent til egen folder, der kan fås på turistbureauet eller tages i folderkasserne ved Kystudkiggen eller ved broen i bunden af Albuehavn. Naturvejlederen kan også fortælle i timevis om Albuen.

Man kan gå til Albuen ad den smalle tange – der er 6 km til fyret. Da turen er lidt hård vælger de fleste dog at tage derud med en af turbådene eller at sejle ud og gå hjem. Uanset hvilken vej man tager er det altid en forunderlig oplevelse at tage til Albuen for landet er så lavt, at det på afstand ser ud som om de små huse flyder på vandet.

Staten ejer den centrale del af Albuen. Resten er ejet af private. På statens areal er der borde, bænke og grillpladser. Ved fyrtårnet ligger et toilet uden vand, da der ikke er drikkevandsbrønde på Albuen. Kystudkiggen er altid et besøg værd. Her er åbent hele året, så madpakken kan nydes i tørvejr, mens man har en storslået udsigt.

Det store hvide Lodshus ejes også af staten, men anvendes af Naturvejledningen på Nakskov Fjord som en kombination af et museum og et naturcenter med mulighed for overnatning og længerevarende ophold på dette skønne sted. I er velkommen, hvis der er åbent ellers vis hensyn, hvis der er beboere i huset. Der findes ingen skraldespande på Albuen, da skraldemanden har lidt svært ved at komme derud.

Ved istidens slutning, for 15.000 år siden, skar smeltevandet en rivende bugtet flod i det, der i dag er Nakskov Fjord. Flodløbet kaldes nu 'Den gamle Rende'. Under en landsænkning for 7.000 år siden druknede smeltevandsfloden, og Nakskov Fjord opstod i den tidligere floddal. Højtliggende elementer i landskabet blev da til øer. Dengang havde fjorden omkring 30 øer.

I efteråret 1872 hærgedes Lolland af en stormflod, som oversvømmede 1/3 af øen. For at værne mod en ny stormflod besluttede Rigsdagen at sikre Lollands lave kyster med 63 km digesikring. Ved denne lejlighed foretog man store landvindinger. Inddæmningerne halverede således Nakskov Fjord.

Handels- og krigsskibe har i århundreder benyttet 'Den gamle Rende', smeltevandsrenden, for at komme ind i fjorden. Da Nakskov Skibsværft skulle til at bygge store skibe, besluttede Nakskov Byråd at grave en lige sejlrende til Nakskov. Den lige sejlrende blev gravet fra 1913 til 1919.

For 50 år siden boede der over 60 mennesker på Nakskov Fjords øer. I dag er der ingen tilbage. Affolkningen af øerne er sket i takt med kriser i fiskeri- og landbrugserhvervet.

Albuetangen

Den smalle tange ud til Albuen er et særligt naturområde. På det smalleste sted er tangen kun 25 meter bred. På indersiden kan man opleve fjordens stille vand i Søndernor, mens bølgerne fra Langelandsbæltet bruser på ydersiden.

På det første stykke, hvor tangen er bredest er der rig mulighed for at opleve mange af fjordens sjældne planter. Bare ved at gå ad den smalle vej kan man være heldig at se, Strandmandstro, Hjorterod, Vild Selleri, Soløje Alant og Strand Stenkløver. Gæster fra Vestdanmark kan desuden opleve den høje Strandkarse med de hvide blomster, der er sjælden mod vest men talrig i Nakskov Fjord. Af andre arter kan nævnes Jordbærkløver, Sandkryb, Kællingetand, Læge Kokleare, Vild Gulerod, Markbynke, Strand Malurt, Have Malurt, Østersø Hjælme, Marehalm osv. Ja, man kan blive ved – der er måske 100 arter på et ret lille areal. Prøv selv at gå på opdagelse med en flora eller se siderne planter ved fjorden. Gå dog ikke for langt væk fra stien af hensyn til fuglene.Længere ude ad tangen kan der oftest ses fugle på indersiden af tangen. Vind fra syd og sydvest giver lavvande, så kan opleves ganske mange vadefugle, der søger føde. Stor Regnspove, Rødben, Klyde, Almindelig Ryle, Islandsk Ryle, Brushane og Stor Kobbersneppe er jævnlige gæster på Albuetangen.

Ude ved det smalleste sted kan man vælge at vende om eller fortsætte turen til selve Albuen. Det smalle sted kaldes Skæret, idet der gennem tiderne jævnligt er sket havgennembrud her. Tidligere kunne det være farefuldt, at passere Skæret, når der stod en rivende strøm igennem. Engang er der sågar druknet en ung pige fra Albuen, der ville hjem efter mørkets frembrud. Næsten hver vinter overskyldes Skæret, men der bliver sjældent hul. Sidst der var hul i skæret var efter en voldsom nordvestenstorm 1. november 1995. Lige efter var der et 10 meter bredt og 2 meter dybt hul med en kraftig strøm. En eller anden tabte dog et læs bigballer i hullet, så det lukkede hurtigt.

På tilbageturen kan man vælge, at gå på ydersiden, hvor der undertiden er godt at finde spændende sten. Er der ingen sten, men kun sand, så kan man jo altid kigge efter rav mellem tangen.